Scan de gamle papirbilleder ganske let med EPSON FF-680w.
Jeg tror de fleste har overvejet at få scanne alle deres gamle fotoalbum, papirbilleder, mv. ind. Men opgaven med at scanne ét billede af gangen på en klassisk flatbed scanner, er bare et ganske uoverkommeligt projekt. Heldigvis findes der en meget lettere løsning.
EPSON har produceret denne fotoscanner, som let tager 100 papirbilleder ind i arkføderen og vitterligt få minutter efter, så er alle billederne scannet i 1200 dpi i JPG eller TIFF-kvalitet!
Jeg har siddet henover julen og fået scannet en masse gamle papirbilleder ind. Jeg havde en kasse fuld af de gamle Kodak fremkaldelses kuverter, som nu alle er scannet ind. Det samme er mange af mine forældres gamle fotoalbum.
Ja, jeg er klar over, at havde jeg scannet de gamle dias ind, så var kvaliteten blevet meget bedre. Det er stadigvæk ikke en løsning (som jeg vil betale), der lige så let og hurtigt scanner flere tusinder af billeder ind.
Jeg sonderede således: Jeg gemmer alligevel både billederne, fotoalbums og alle dias, så skulle jeg en dag have MEGET tid, så er dette stadigvæk en option.
Mit mål var, at få scannet en masse billeder ind i en ganske god kvalitet, som jeg kunne dele med min familie. At kunne scanne mine forældres fotoalbums og have dem til at forklare mig hvem, der er på billederne, betød også meget.
Det imponerende, ved denne scanner, er letheden og hastigheden. Jeg indsætter 100 billeder, trykker på en knap og få minutter efter var de alle scannet. Og ikke nok med det, så fik jeg også følgende med:
- var der skrevet noget på bagsiden af et billede, så blev dette også scannet og billederne blev benævnt xxxA og xxxB. En overgang printede Kodak, m.fl. fremkaldelsesdatoen ind på bagsiden. Dette kan efterfølgende give mig en praj om hvornår billederne er taget.
- billederne blev rettet op, hvis jeg ikke havde fået sat dem helt præcist i scanneren.
- røde øjne blev fjernet.
- falmede farver bliver justeret.
Herunder ser du 3 forskellige billeder, der viser nogle af de mange indstillings muligheder, som den medfølgende software giver. Klik for at se billederne.
Scanneren fylder ikke meget på et skrivebord, og slet ikke når den er slået sammen (ca. 30 x 17 cm). Den tilsluttes enten med USB-3-kabel eller Wifi til din Windows PC (kan også ældre Windows versioner og MacOS).
Man kan naturligvis navngive mappernes navne til fx. “1986 – sommer – Studenterbilleder”.
I den medfølgende software kan jeg beskære, vende og justere billederne. Men her bruger jeg selv mit daglige værktøj ACDSee.
EPSON skriver selv, at der scannes 45 farve billeder i minuttet, og det passer meget godt.
Scanneren hedder: EPSON FF-680w
Billede formater
Scanneren største format er faktisk arkføderens bredde på 22,5 cm.
Det klassiske 9×14 eller 10×15 format er selvsagt, men størrelser ned til 5×5 cm. klarer den fint. Panorama billeder og gamle formater gik lige igennem. Der følger et gennemsigtigt chartek med til helt små billeder, skrøbelige avisudklip, mv.
Min erfaring:
Det der faktisk tog mest tid var, at tage billederne ud af fotolommerne og sætte dem ind igen efter scanningen.
Jeg har scannet over 10.000 billeder ind herover juleferien. Og det tager vitterligt kun få minutter at scanne 100 billeder i højeste opløsning (incl. bagsiderne).
Mine forældres gamle album, hvor billederne var sat ind med små fotohjørner, gav jeg mig tid til at forny og derved sætte i stand. Mange af disse “hjørner” havde løsnet sig med tiden.
Jeg kan godt huske at de gamle film havde forskelige kornstørrelser/kvaliteter og det kan godt ses på billederne, når jeg smider dem op på min 42″ skærm. Jeg kan også godt se kvaliteten på det gamle fotopapir. Ja, at se på et papir billede og så at se det blæst op på en stor skærm viser også kvalitetsforskellen, men det er absolut acceptabelt.
Vi har foræret vores forældre nogle 11,6″ digitale fotorammer, som jeg kan sende billeder til. Her har jeg så sendt nogle af de gamle meget billeder til stor nydelse og sjov.
Kunne jeg, som fotonørd, godt tænke mig alle billederne i diasscannet kvalitet. Naturligvis, men den tid, som det ville tage, gør det til et umuligt projekt. Måske udvalgte billeder med tiden.
Til gengæld har disse scannede papirbilleder allerede skabt stor glæde. De er lagt ind i mapper efter år. Her er de så igen lagt i mapper, som konfirmation, jul, sommerferie, osv. Med tiden får jeg tilføjet kommentarer, tags og andre metadata, som man vil kunne søge på.
Alle billederne ligger desuden online, så min familie også kan sidde og se billederne igennem med deres familier.
Tips:
- Hvis du scanner horisontale og vertikale billeder på samme tid, så vend alle horisontale billeder på samme måde. Endnu bedre er det at opdele dem. Herved undgår du at skulle vende dem på computeren bagefter.
- Når der blev printet en dato på billedernes bagside, så skal du huske at filmene ikke nødvendigvis blev fremkaldt samme måned. Fx. havde jeg billeder fra juleaften 1986, men fremkaldt marts 1987.
- Har billederne været limet, så forsøg at fjerne så meget lim som muligt.
- husk at rengøre selve glassen henover scanneren tit.
- du kan uploade billederne til Google Foto og her dele dem med familien, som kan kommentere dem med navne og steder (på deres mobile enheder!).
Brug den også som almindelig scanner
Scanneren fungerer naturligvis også som en klassisk scanner og tager let 50 A4 sider på samme hurtige måde. På denne måde har jeg fået scannet kvitteringer, garantier og vigtige papirer ind. Selv mit gamle latin- og fransk kompendium er blevet scannet.
OCR funktionen, der konverterer den scannede tekst til en tekst der kan redigeres i Word, fungerer perfekt.
I dag godkender juraen en scannet/fotograferet kopi af en kvittering, så der er ingen grund til at gemme dem længere i en fysisk mappe. Jeg har fået smidt mange mapper ud.
Konklusion
Ja, det er en dyr scanner: ca. kr. 4.000,- Men den er pengene værd!
Jeg har nu en digital kopi af stort set alle vores billeder, hertil mine forældres og svigerforældres billeder. Og igen en backup af dem på Google Foto.
Min kone vil til at lave nogle fotobøger med billeder af oldeforældre, bedsteforældre, ferier, mv. Og det er jo ganske let nu.
Ps.: Når du har scannet alle jeres billeder, så sælg den i Den Blå Avis.