Inspiration

Filmen “Krigsfotografen” – om Jan Grarup.

I 2013 så jeg filmen “A Thousand Times Good Night” med Juliette Binoche og Nikolaj Coster-Waldau. Filmen handlede om denne fotograf, der tog billeder fra verdenens brændpunkter, men som måtte sande at det havde alvorlige konsekvenser for privat livet. En fremragende film, som jeg kun kan anbefale dig at se.

Denne film fik en stor betydning for mig selv, der tilbage i 2006 selv oplevede at blive fanget midt i en krig. Mine prioriteter var klart min familie og deres sikkerhed. Krigens frygtelige side kom ganske tæt på og billederne står stadigvæk klart for mig. Jeg oplevede hvordan den ene side af denne krig blev fremstillet i de vestlige medier, mens de frygtelige realiteter fra den anden side, ikke blev vist overhoved. I mange år “fortrød” jeg, at jeg ikke havde taget en masse billeder, der kunne dokumentere det jeg havde set.

Blandt andet på grund af denne oplevelse, så blev filmen “A Thousand Times Good Night”, og især datteren Lisas fremlæggelse af hendes mors arbejde skelsættende for mig som fotograf. Jeg fik øjnene op for den kraft, der ligger i bl.a. pressefotografernes billeder fra brændpunkterne. Jeg fik øjnene op for “Årets Pressefoto” og ikke mindst udstillingen “World Press Photo”.

“Krigsfotografen” – Jan Grarup

For 2 år siden var jeg inde i Operaen for at se den anerkendte danske pressefotograf Jan Grarups præsentation af sine mange billeder i forbindelse med hans arbejde for bl.a. DIGNITY Dansk Institut Mod Tortur. Det var en stærk oplevelse og det tog mig flere dage at komme igennem hans bog “And then there was silence”, som er fyldt med grumme billeder.

I dag var jeg så heldig at komme til forpremiere på Boris B. Bertrams film om krigsfotografen Jan Grarup. Igennem 5 år har Boris fulgt Jan Grarup på hans rejser, bl.a. to gange ind i Irak. Men Boris har også fået lov til at følge og filme Grarups familie, hvorved han skaber en fuldt portræt af en af Danmarks bedste pressefotografer. Se traileren herunder:

Der er tale om en meget gribende fortælling, som kun yder fuldt hyldest til Jan Grarup for hans arbejde og dedikation.

Efter filmen blev Jan Grarup interviewet og her bl.a. bedt om at forholde sig en udtalelse til avisen Børsen “at han ville dø for det rigtige billede”. Grarup forklarede at med al den “fake news” og fokus på sig selv, så var der behov for at fotografer gik til yderste grænse for at tage det billede, som kunne gå verden rundt. Billedet som ville få alle os andre til at stoppe op, reflektere og ikke mindst handle netop på baggrund af billedet. “A pictures says more than thousand words”

Jeg kan kun anbefale dig at gå ind for at se denne film. Som fotograf får du en fantastisk indsigt i krigsfotografens verden. Du får en film, der med sikkerhed vil åbne dine øjne for det der sker uden for den lille andedam, og du vil selv handle samt kræve handling.

Filmen får 5 store stjerner herfra.

Og til sidst en stor tak til Jan Grarup for hans mod til at ville skildre de grusomme sider af vores verden. At tage de billeder, der gør mig syg langt ind i hjertet. De billeder, der får mig til at handle og til at sige fra. Og til Jans børn: i kan være umådelige stolte af jeres far!