Den anerkendte danske krigsfotograf Jan Grarup har udgivet hans erindringer i bogen “Hvor jernkorsene gror”.

Jeg har fulgt Jan Grarup i mange år. Især hans billeder, der vandt priser igen og igen ved konkurrencen World Press Photo. Det har altid været stærke billeder, der med hans markante sort-hvide stil, fangede øjeblikke, der afspejlede den aktuelle verdens gru.

Det var især efter, at jeg i 2013 så filmen “A 1.000 Times Good Night” med Juliette Binoche og Nikolaj Coster-Waldau, at jeg fik en større interesse for personen bag billederne.

Jeg har tidligere anmeldt den film, der blev lavet om Jan Grarup, af hans gode ven, Boris Benjamin Bertram, der havde fulgt Jan Grarup igennem mange år. (link)

Fotohandleren Goecker havde inviteret til en “boglæsning”, hvor Jan Grarup fortalte om denne bog, viste billeder og uddybede nogle af historierne fra hans liv. Ved denne lejlighed kunne man så købe bogen.

Jeg var forberedt på nogle barske kapitler, og det var der. Nogle skildringer, som vakte ubehagelige minder frem. Men bogen byder også på spændende reflektioner, en indsigt i fotografens tanker, når han tager afsted, når han står midt i opgaven og efterrationaliseringerne. Hvor meget forarbejde, der ligger i en opgave og forberedelserne. Men også indsigt, ydmyghed, troværdighed, integritet og ærlighed ude på opgaverne.

Bogen er en blanding af Jan Grarups karriere, hans privatliv, hans kærlighed til fotografiet, hans stærke behov for at dokumentere og vise os, der befinder sig langt væk hvad der sker ude i den store verden, og hvordan det hele har indflydelse på hinanden.

Et par steder i bogen har Jan Grarup nogle betragtninger og kommentarer, som jeg måtte sætte et mærke i bogen for at kunne finde igen. Jeg vil refere et par af dem her:

Det provokerer mig helt vildt, når europæiske og amerikanske ledere først reagerer, når presset fra befolkningen er så stort, at ledernes egen magt bliver udfordret. Det er altså ikke af humanistiske årsagen, men egoistiske, når Vesten reagerer

Fra afsnit 10, hvor Jan Grarup reflekterer over hans oplevelser i fx. Rwanda, Dafur, Congo og Palæstina.

Og her er det netop at krigsfotografens billeder vækker befolkningen og vi ytrer vores forundring over at vores ledere ikke handler, men har debatter i FN eller EU eller i værste fald ser den anden vej.

Og Jan Grarup sender en mavepuster afsted med dette:

Det er selvfølgelig ondt at udføre drab eller tortur på andre mennesker, men er det bedre at stå og kigge på og være passiv, fordi man vil beskytte sine egne interesser?

Og han fortsætter:

Rummer det ikke en grad af ondskab at være passiv tilskuer, når man har midlerne til at stoppe grusomhederne? Er passiv accept i virkeligheden ikke næsten værre?

Jan Grarup er stolt over at hans billeder bliver til dokumentation, som fx. Krigsforbryder domstolen i Haag og når hans billeder formår at skabe en handling, en reaktion mod de skildrede grusomheder.

Jan Grarup mener at han tager ud på sine fotorejser med et håb om at han kan lave verden om men hans billeder. Noget nogle ville kalde at være naiv.

Jeg sad længe og læste det følgende citat igen og igen, imens jeg reflekterede over dets barskhed:

..hvornår var det, at naivitet og idealisme blev skældsord i den vestlige verden?

Det blev en intens weekend i Sverige med denne bog.

Min respekt blev bestemt ikke mindre for de journalister og fotografer, der rejser ud til alverdens brændpunkter. Det være sig massemordene i Rwanda, katastrofeområder, så som Haiti og Bam, krisuhyrlighederne på Balkan, Syrien, Irak, osv. De risikerer deres liv i et håb om at vi, der sidder i vores varme hyggelige stuer, stopper op og ikke forbliver passive, men handler/reagerer.

Jeg kan varmt anbefale bogen, som også gav mig lid at tænke over, som fotograf.

Jeg spurgte Jan Grarup, hvilket billede, der betød mest for ham i bogen. Her satte han sin underskrift. Læs selv i bogen om historien bag dette billede.

Del gerne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *